Forfatterarkiv: Keld Schmidt-Møller

Her følger en række interessante udklip fra Aarhus Amtstidende fra 1941 og 1944. Udklippene er blevet sendt til Mårslet Egnsarkiv fra en borger i en naboby, der har haft dem liggende og nu synes at udklippene skulle overdrages til arkivet, da de drejer sig om Mårslet og omegn.

Aarhus Amtstidende den 3. maj 1944. Sigvard Mathiesen søger efter en husbestyrerinde – og hun må gerne have et barn med.

I de følgende har vi fundet billedet af gravmindet over den person, som udklippet handler om. Hvis du søger videre på arkiv.dk vil du i mange tilfælde både finde udklip, fotos og andre arkivalier om personen.

På gravstenen kan vi se at Sigvards hustru netop er død den 14. april 1944.

Sigvard Mathiesen var arbejdsmand og i en periode medlem af Mårslet Sogneråd. Han var bosat i et hus på Langballebakken. Huset blev nedrevet i forbindelse med Oddervejs udvidelse.

Dette udklip er også fra Aarhus Amtstidende den 3. maj 1944.

På gravstenen kan vi også se at han er død 1944, men her får vi dog ikke datoen.

På gravstedet er der tillige en mindre mindesten

Lærer i Hørret Skole 1899-1937. Først i den gamle skole Hørret Byvej 27 (nedbrændt) og fra 1903 i den nye skole Hørret Byvej 15.
Har været medlem af sognerådet.

På dette gravminde ses de tre søskende, der er nævnt i omtalen i anledning af femoghalvfjerdsårsdagen for Jens Holm.

Udklippet er fra Aarhus Amtstidende tirsdag den 10. december 1941. Det ser ud til, at det er en dag for sent, da der på gravstenen står, at han er født 9. december.

Et foto af Jens Holm og søster Maren Holm fra 1948, hvor de er til fødselsdagsfest hos en nabo.

Vi søger slægtens spor i stort og småt,
i flinteøksen efter harvens tænder,
i mosefundets smykke, plumpt og råt,
i kirkens kvadre, lagt af brede hænder.
Hvert skimlet skrift, hver skjoldet alterbog
har gemt et gran af slægtens ve og våde;
nu skal de røbe mig, hvad vej jeg drog,
og løfte mig en flig af livets gåde.   (Jeppe Aakjær)

På selve juleaftensdag, torsdag den 24. december 1959, bragte avisen Demokraten på side 3 en artikel af C. F. Garde: ”Fire små huse, hvor lyset aldrig går ud”.

De fire små huse er arbejderboliger under herregården Moesgaard. Fra 1838 og frem til 1960 var Moesgård med tilhørende skove, marker og huse ejet af familien Dahl. Herefter overgik ejerskabet til Aarhus Amt og en række nærliggende kommuner, som indrettede den gamle herregård til museum for arkæologi og etnografi.

I 2014 åbnede Moesgård Museum en ny udstillingsbygning i international klasse. Herregårdens bygninger anvendes i dag til kontor- og undervisningslokaler for antropologi og arkæologi ved Aarhus Universitet. Flere af de oprindelige arbejderboliger er beboet af personer med tilknytning til Moesgaard Museum.

Her følger et uddrag af artiklen fra julen 1959:

Fire små huse, hvor lyset aldrig går ud

Det hedder ”Teglhuset”, selv om det er stråtækt, for der lå engang et teglværk nede ved stranden. Der er to lejligheder i huset, men det er kun den ene, der er beboet. Og den, der bor i den, fylder 90 i dag. Han er en af dem, der er så uheldige at have fødselsdag juleaften, og alle de år, han har levet, er han blevet snydt for gaver, for han skulle jo have dem alligevel. Han heder Jørgen Sørensen Vestergaard.

Dette her er ikke nogen fødselsdagshistorie, og den handler lige så meget om andre ting som om ham. Den handler om de mennesker, der bor i fire små huse, som alle hører under Moesgaard. Det er huse, hvor livet leves, som om det var 1860, vi skulle til at gå ind i, og ikke 1960. Herude larmer århundredet ikke. – Skoven er uforstyrret – i hvert fald på denne tid af året. Lyset går ikke ud i de små huse, selv om Midtkraft kortslutter, for det kommer fra petroleumslamper og stearinlys.

Foruden Teglhuset er der Fiskerhuset, Bødkerhuset og Samshuset. Livet går sin gang i husene, men der er trods alt sket en forandring. Moesgaard er jo solgt til Aarhus Kommune. Det vil sige ingen ved rigtigt, om handelen er i orden. Der tales om indlemmelse, men bliver det til noget? Og hvad skal der så ske med os? spørger menneskene i de små huse. Der er kommet uro i skoven.

De gamle travere

Den, der tager det roligst, er netop den 90-årige. Han lader sig ikke sådan hyle ud af den, som man siger. Han er nærmest lige glad.

– Jeg bor til leje her, og hvis jeg skal smides ud, så må man jo skaffe mig noget andet at bo i, siger han.

Jørgen Vestergaard ser for øvrigt ikke ud til at være 90. Han er stærk og adræt, måske ikke som en 20-årig, men han bærer sin alder bedre end de fleste. Han overkommer ting, som mange, der er yngre end han, ikke kunne klare. I sommer har han bygget tre pramme, og siden kulden satte ind, har han flettet kurve af pilekviste. Det gør han hver vinter, og når han er færdig med dem, forærer han dem væk.

– Jeg er lige glad med pengene, siger han, men jeg vil selvfølgelig gerne have en daler.

– Man siger, De synger viser.

– Det gør jeg også. Hele dagen. Hvis jeg ikke synger, går det hele i stå. Det er mest de gamle travere, jeg har på programmet. Dem kan jeg huske udenad. Denne her: ”Gine, du dejlige mø” og ”Lad hønen gå”. Og så er der ”Grisen faldt og brak sit lår”. Den er nem at huske, for det er hele teksten. Man bliver bare ved at synge det samme.

Højere takst

– Hvad siger De til indlemmelsesplanen?

– Den er da god nok. Hvis Moesgaard og mig bliver indlemmet i Aarhus, så får jeg jo folkepension efter en højere takst, så det kan jeg da ikke have noget imod.

– Og hvis De nu ikke får lov til at blive boende?

– Så må man skaffe mig noget andet. Men jeg vil nu ikke på alderdomshjem, så længe jeg kan klare mig selv. Så finder jeg hellere en gammel hytte et eller andet sted, hvor jeg kan gå og gøre, hvad der passer mig.

Jørgen Vestergaard har prøvet meget i sit lange liv. Som ung var han arbejdsmand i Odder, og han var med til at starte den første fagforening i den by. Siden blev han herregårdsbørste, dvs. karl, på Moesgaard, og nu er det 47 år siden, han kom dertil. Han gik over til fiskeriet og blev fisker på Moesgaard. Så flyttede han ind i Fiskerhuset, hvor han boede i 27 år. Og i det hus fik han og hans kone 11 børn. Da han lagde op, flyttede han ind i Teglhuset. Hans kone er for længst død, og han har vænnet sig til ensomheden.

– En gang imellem rejser jeg ud og besøger børnene rundt omkring, men jeg kommer altid hjem igen, for her har jeg det bedst, siger han.

(Artiklen fortsætter herefter med de tre andre huse).

Jørgen Vestergaard døde året efter den 29. december 1960 og er begravet på Mårslet Kirkegård. Sønnen Søren Vestergaard, der også var fisker, boede sammen med sin kone Frederikke i Fiskerhuset.

Læs den spændende artikel om Gartneriet i Hørretløkken her

Herregårdsgartnerens Søn

I 1974 blev Ovesdal købt af 5 kollektivister. Se den spændende beretning om tiden og det, der fulgte her