For 25 år siden udgav Lokalhistorisk Forening hæftet: Episoder i Mårslet sogn fra besættelsesårene 1940 – 45.
Dette hæfte bliver næsten mere og mere interessant som årene går, for vi bliver færre og færre, der selv kan huske tiden 1940-45.
Teksten i dette hæfte er blevet til på grundlag af en række samtaler med Mårslet-beboere, der oplevede besættelsesårene 1940-45 i sognet. Samtalerne er nedskrevet og opbevares på Egnsarkivet.
Selve hæftet er næsten udsolgt, men er digitaliseret og kan findes på Egnsarkivets hjemmeside.
I det følgende er et uddrag:
Testrupbeboere modtager engelske befrielsestropper ved Horsens Landevej 5. maj 1945.
Testrupbeboere modtager engelske befrielsestropper ved Horsens Landevej 5. maj 1945.
Indkvarteringen
I maj 1943 skulle der i sognet skaffes indkvarteringssteder til et hold tyske soldater, der kom fra kampene ved østfronten. De skulle i Mårslet have et hvil, inden de igen skulle sendes ud i kamphandlingerne.
Sognefoged Anders Rasmussen i Testrup blev adviseret om, at han sammen med en tysker skulle køre rundt i sognet for at skaffe tilstrækkeligt med indkvarteringssteder til soldaterne. Da sognefogeden ikke selv talte tysk, måtte han have en tolk med sig, og han henvendte sig naturligt til Elsa Madsen i Mårslet, som var tysk født og fem år tidligere sammen med sin mand havde bosat sig i Mårslet på Eskegårdsvej 2, hvor hun havde åbnet en damefrisørsalon.
Elsa Madsen svarede nej, hun ville ikke være tolk. Allerede den 9. april 1940 havde hun gjort op, hvor hun hørte til – som dansk gift og med en lille datter ønskede hun at være dansk. Det blev derfor hendes mand, Søren Madsen, der kom til at ledsage sognefogeden på turene rundt i sognet.
Til aftalt tid den 14. maj 1943 kørte en tysk personbil ind på gårdspladsen i Anders Rasmussens gård i Testrup. En tysk løjtnant og en tysk chauffør sad i bilen, hvor Anders Rasmussen og Søren Madsen tog plads, og turen kunne begynde.
De menige soldater skulle bo i større sale, mens befalingsmænd og officerer skulle huses hos private. Indkvarteringen blev ordnet. Det hele gik gnidningsløst, selv om hverken Anders Rasmussen eller Søren Madsen var meget for turene i bilen med tyskerne – begge frygtede bagefter for dårlig omtale i sognet. Men Anders Rasmussens job som sognefoged var jo borgerligt ombud, og hvis ikke Søren Madsen var taget med ham som tolk, ja, så skulle en anden have gjort det.
Tyskerne ønskede også soldaterindkvartering på Testrup Højskole, der i maj 1943 var fyldt med sygeplejeelever. Det fik Anders Rasmussen med meget besvær forhindret, og det lykkedes ham også – efter kraftig opfordring fra Maren Grosen, højskolens myndige forstanderinde – at undgå en privat indkvartering af tyskere på gårdene i Testrup. Det var således af hensyn til de mange unge piger på højskolens sygeplejeforskole, at Testrup ikke fik del i den tyske indkvartering i sognet. Senere kom der dog flygtninge på højskolen.
I Mårslet blev skolens gymnastiksal og hotellet beslaglagt. I Hørret beslaglagdes byens forsamlingshus og i Langballe skolens gymnastiksal. Både i Mårslet, Hørret og Langballe måtte beboerne finde sig i, at de skulle have en eller to tyskere boende. Da den tyske bil standsede ved gården Ovesdal i Mårslet, gav tyskeren udtryk for, at han ville have hele stuehuset, men det fik Anders Rasmussen forpurret, og på gården nøjedes man med i stedet at få et par befalingsmænd indkvarteret i et værelse på førstesalen.
Tyskerne i Hørret
De menige soldater var indkvarteret i Forsamlingshuset, mens befalingsmænd og officerer boede på gårdene. Tyskerne samledes til spisning i Forsamlingshuset, hvortil maden bragtes på en vogn – antagelig fra det feltkøkken, der var opstillet i Langballe. Det, der blev tilovers efter spisningen, blev stillet udenfor på trappen, og bønderne måtte tage det til foder til grisene.
Hos Michael Veng var der indkvarteret to befalingsmænd – Grinner og Rudolph hed de. De boede i gæsteværelset, spiste sammen med familien og blev behandlet som var de gårdens gæster. Olga Weng turde sige alt til dem – også selv om hun ikke talte tysk. Michael Vengs bilgarage blev af tyskerne brugt til gaskammerøvelse. Soldaterne blev lukket ind i garagen med en gasmaske i hånden, hvorpå der blev kastet en gasgranat derind. Lang tid efter at tyskerne igen havde forladt Hørret, blev gaslugten hængende i garagen.
Landsbylivet gik videre, mens der var tyske indkvarteringer i Hørret. Befolkningen følte sig egentlig ikke generet i deres daglige virke af tyskernes tilstedeværelse. De tyske vagtposter kendte lokalbefolkningen, der kunne færdes overalt. Det er det almindelige indtryk, at de tyske soldater nød opholdet, mens de var indkvarteret i Hørret, Langballe og Mårslet.
Befrielsen
Da fredsbudskabet kom om aftenen den 4. maj 1945, var Unge Landmænd og Husmandsforeningen samlet til møde på hotellet i Mårslet. Anker Kristiansen havde i radioen hørt om kapitulationen, og da han meddelte det i salen, sprang en sønderjyde, der var med til mødet op, omfavnede Marie Kristiansen og gav hende et kys. Der blev ikke mere møde den aften.
Hos købmand Siig på Obstrupvej blev der festet. Lærer Moesgaard var med, og deres sang kunne høres ud på gaden. Hos købmanden var der gemt rigtig kaffe – men det var ikke kun kaffe, der blev drukket den aften.
Nogle unge mænd fandt skolens flagstang frem og fik den rejst. Den havde været taget ned for ikke at risikere at se det tyske flag hejst i Mårslet.
Flygtningene
Små tre uger efter de 140 flygtninges ankomst til Testrup var krigen forbi. Tidlig om morgenen blev der sendt bud til Mårslet efter skolens flagstang, der havde været gemt væk hos tømrer Jelsbak. En stor mandsstyrke indfandt sig på højskolen og hjalp med at få flagstangen rejst. Mens Dannebrog gik til tops, ringede kirkeklokken i Mårslet freden ind, og de tyske flygtninge stod med blottede hoveder og så til.
Først den 13. februar 1946 forlod flygtningene Testrup Højskole. 10 måneder havde beslaglæggelsen af skolen varet. Fra de 1100 mindre lejre spredt over landet, samlede man nu flygtningene i større lejre – blandt andet i baraklejren i Oksbøl. Testrup-flygtningene blev i første omgang samlet i en baraklejr, der under besættelsen var opført af tyskerne på Marselis Boulevard i Aarhus. Det vides ikke, hvor de derfra kom hen, men sendes hjem kunne de ikke, for der var intet at sende dem hjem til.
En kvart million mennesker havde flygtningestrømmen udgjort, og der skulle gå næsten 4 år efter krigsafslutningen, inden de sidste flygtninge havde forladt Danmark. Den dag, flygtningene forlod Testrup, var der en af dem, der sagde: Danmark har gjort mod os, hvad Tyskland ikke ville have gjort mod fremmede, der kom som os. Og en anden sagde: Vi kom som fjender. I var gode mod os. Vi har meget at lære af Danmark.
På selve juleaftensdag, torsdag den 24. december 1959, bragte avisen Demokraten på side 3 en artikel af C. F. Garde: ”Fire små huse, hvor lyset aldrig går ud”.
Den, der tager det roligst, er netop den 90-årige. Han lader sig ikke sådan hyle ud af den, som man siger. Han er nærmest lige glad.
Jørgen Vestergaard har prøvet meget i sit lange liv. Som ung var han arbejdsmand i Odder, og han var med til at starte den første fagforening i den by. Siden blev han herregårdsbørste, dvs. karl, på Moesgaard, og nu er det 47 år siden, han kom dertil. Han gik over til fiskeriet og blev fisker på Moesgaard. Så flyttede han ind i Fiskerhuset, hvor han boede i 27 år. Og i det hus fik han og hans kone 11 børn. Da han lagde op, flyttede han ind i Teglhuset. Hans kone er for længst død, og han har vænnet sig til ensomheden. 
I 1974 blev Ovesdal købt af 5 kollektivister. Se den spændende beretning om tiden og det, der fulgte 
