Efterlysning af tegninger af ejendomme

Testrupvej 101, Testrup Østergaard

Tingskovvej 76, nu Giber Ringvej

I Mårslet Egnsarkiv har vi fået henvendelse fra en mand fra Horsens, der samler informationer om alle de tegninger som Jens J. Andersen har produceret mellem 1932-1970 —og det er flere tusinde!

Omkring 1900 fik mange gårdejere deres gård foreviget af omvandrende kunstnere. I 1950-erne var det blevet mere almindeligt, at en tilsvarende tegner tilbød sin kunnen til folk, som gerne ville have et billede af gården hængende på væggen. ”Husmandskunst”, kaldte nogle det, for det var billigt, men så lignede det faktisk også! Jens Johan Andersen tegnede og solgte mange billeder på landet i hele Midt– og Østjylland. På Mårslet Egnsarkiv har vi kendskab til to fra Testrupegnen.

Jens J. Andersen var født 1902 i Haurum Sogn ved Frijsenborg, blev uddannet lærer, blev gift og skilt og opgav

lærergerningen pga. dårlige nerver, forlod hjemmet på sin cykel, levede fra hånden i munden ved at tegne gårde og huse, hvor han kom frem, boede ofte på gårdene og hjalp lidt til med høstarbejde og roehakning. Død 1970 i Brædstrup og begravet i Tamdrup.

Mon ikke der findes flere tegninger fra Mårslet Sogn?

 

Fra Obstrupvej til Frøkæret

Det første matrikelkort for Mårslet By, Original 1 kort gældende 1816-1856. Kilde: Historiske kort på nettet, Geodatastyrelsen. På kortet står der Over Frøekiers Agre, Frøekier og Neder Frøekier Mark.

Første gang navnet “Frøkær” findes nævnt, er i Markbogen fra 1683, der indeholder marknavnene i Mårslet sogn.

Markbogen er en forløber for den senere matrikelinddeling med numre i stedet for navne. Blandt de mange hundrede marknavne læses stednavnene “Frø Kier” og Østre Frø Kier”, og navnene er blandt de ganske få, der i dag kan genkendes i den gamle markbog.

Frøkærgården lå på den jord, hvor nu Frøkærparken er.

Frøkærgården rives ned i 1840 og jorden kommer ind under Tranbjerggården indtil det bliver nyt parcelhuskvarter.

Fortid. Obstrupvej 33 nedbrændte nytårsnat 1996/97 efter en vildfaren raket satte ild til stråtaget. Luftfoto 1950, Det Kongelige Bibliotek.

Førnutid. Obstrupvej 29, foto: Jørgen Kraglund, 2021

Nutid/fremtid. Frøkæret, foto: Rie Carlsen, 2022

 

Fra arkivets samlinger

Her følger en række interessante udklip fra Aarhus Amtstidende fra 1941 og 1944. Udklippene er blevet sendt til Mårslet Egnsarkiv fra en borger i en naboby, der har haft dem liggende og nu synes at udklippene skulle overdrages til arkivet, da de drejer sig om Mårslet og omegn.

Aarhus Amtstidende den 3. maj 1944. Sigvard Mathiesen søger efter en husbestyrerinde – og hun må gerne have et barn med.

I de følgende har vi fundet billedet af gravmindet over den person, som udklippet handler om. Hvis du søger videre på arkiv.dk vil du i mange tilfælde både finde udklip, fotos og andre arkivalier om personen.

På gravstenen kan vi se at Sigvards hustru netop er død den 14. april 1944.

Sigvard Mathiesen var arbejdsmand og i en periode medlem af Mårslet Sogneråd. Han var bosat i et hus på Langballebakken. Huset blev nedrevet i forbindelse med Oddervejs udvidelse.

 

Dette udklip er også fra Aarhus Amtstidende den 3. maj 1944.

På gravstenen kan vi også se at han er død 1944, men her får vi dog ikke datoen.

På gravstedet er der tillige en mindre mindesten

Lærer i Hørret Skole 1899-1937. Først i den gamle skole Hørret Byvej 27 (nedbrændt) og fra 1903 i den nye skole Hørret Byvej 15.
Har været medlem af sognerådet.

 

På dette gravminde ses de tre søskende, der er nævnt i omtalen i anledning af femoghalvfjerdsårsdagen for Jens Holm.

Udklippet er fra Aarhus Amtstidende tirsdag den 10. december 1941. Det ser ud til, at det er en dag for sent, da der på gravstenen står, at han er født 9. december.

Et foto af Jens Holm og søster Maren Holm fra 1948, hvor de er til fødselsdagsfest hos en nabo.

Vi søger slægtens spor i stort og småt,
i flinteøksen efter harvens tænder,
i mosefundets smykke, plumpt og råt,
i kirkens kvadre, lagt af brede hænder.
Hvert skimlet skrift, hver skjoldet alterbog
har gemt et gran af slægtens ve og våde;
nu skal de røbe mig, hvad vej jeg drog,
og løfte mig en flig af livets gåde.   (Jeppe Aakjær)

Sjældent postkort

Dette fotografi har Mårslet Egnsarkiv netop fået som en digital kopi gennem en postkortsamler. På skiltet står N. Laursens Kolonialhandel. Købmand Niels Laursen drev købmandsbutik i perioden 1903 – 1919 på hjørnet af Obstrupvej/Tandervej lige midt i Mårslet. Niels Laursen var både købmand og musiker og så var han gift med Else Marie Laursen. Flere købmænd fulgte efter, men bedst huskes Vilhelm Siig som var købmand samme sted fra 1928 til 1977

En lokalhistorisk juleartikel fra 1959

På selve juleaftensdag, torsdag den 24. december 1959, bragte avisen Demokraten på side 3 en artikel af C. F. Garde: ”Fire små huse, hvor lyset aldrig går ud”.

De fire små huse er arbejderboliger under herregården Moesgaard. Fra 1838 og frem til 1960 var Moesgård med tilhørende skove, marker og huse ejet af familien Dahl. Herefter overgik ejerskabet til Aarhus Amt og en række nærliggende kommuner, som indrettede den gamle herregård til museum for arkæologi og etnografi.

I 2014 åbnede Moesgård Museum en ny udstillingsbygning i international klasse. Herregårdens bygninger anvendes i dag til kontor- og undervisningslokaler for antropologi og arkæologi ved Aarhus Universitet. Flere af de oprindelige arbejderboliger er beboet af personer med tilknytning til Moesgaard Museum.

Her følger et uddrag af artiklen fra julen 1959:

Fire små huse, hvor lyset aldrig går ud

Det hedder ”Teglhuset”, selv om det er stråtækt, for der lå engang et teglværk nede ved stranden. Der er to lejligheder i huset, men det er kun den ene, der er beboet. Og den, der bor i den, fylder 90 i dag. Han er en af dem, der er så uheldige at have fødselsdag juleaften, og alle de år, han har levet, er han blevet snydt for gaver, for han skulle jo have dem alligevel. Han heder Jørgen Sørensen Vestergaard.

Dette her er ikke nogen fødselsdagshistorie, og den handler lige så meget om andre ting som om ham. Den handler om de mennesker, der bor i fire små huse, som alle hører under Moesgaard. Det er huse, hvor livet leves, som om det var 1860, vi skulle til at gå ind i, og ikke 1960. Herude larmer århundredet ikke. – Skoven er uforstyrret – i hvert fald på denne tid af året. Lyset går ikke ud i de små huse, selv om Midtkraft kortslutter, for det kommer fra petroleumslamper og stearinlys.

Foruden Teglhuset er der Fiskerhuset, Bødkerhuset og Samshuset. Livet går sin gang i husene, men der er trods alt sket en forandring. Moesgaard er jo solgt til Aarhus Kommune. Det vil sige ingen ved rigtigt, om handelen er i orden. Der tales om indlemmelse, men bliver det til noget? Og hvad skal der så ske med os? spørger menneskene i de små huse. Der er kommet uro i skoven.

De gamle travere

Den, der tager det roligst, er netop den 90-årige. Han lader sig ikke sådan hyle ud af den, som man siger. Han er nærmest lige glad.

– Jeg bor til leje her, og hvis jeg skal smides ud, så må man jo skaffe mig noget andet at bo i, siger han.

Jørgen Vestergaard ser for øvrigt ikke ud til at være 90. Han er stærk og adræt, måske ikke som en 20-årig, men han bærer sin alder bedre end de fleste. Han overkommer ting, som mange, der er yngre end han, ikke kunne klare. I sommer har han bygget tre pramme, og siden kulden satte ind, har han flettet kurve af pilekviste. Det gør han hver vinter, og når han er færdig med dem, forærer han dem væk.

– Jeg er lige glad med pengene, siger han, men jeg vil selvfølgelig gerne have en daler.

– Man siger, De synger viser.

– Det gør jeg også. Hele dagen. Hvis jeg ikke synger, går det hele i stå. Det er mest de gamle travere, jeg har på programmet. Dem kan jeg huske udenad. Denne her: ”Gine, du dejlige mø” og ”Lad hønen gå”. Og så er der ”Grisen faldt og brak sit lår”. Den er nem at huske, for det er hele teksten. Man bliver bare ved at synge det samme.

Højere takst

– Hvad siger De til indlemmelsesplanen?

– Den er da god nok. Hvis Moesgaard og mig bliver indlemmet i Aarhus, så får jeg jo folkepension efter en højere takst, så det kan jeg da ikke have noget imod.

– Og hvis De nu ikke får lov til at blive boende?

– Så må man skaffe mig noget andet. Men jeg vil nu ikke på alderdomshjem, så længe jeg kan klare mig selv. Så finder jeg hellere en gammel hytte et eller andet sted, hvor jeg kan gå og gøre, hvad der passer mig.

Jørgen Vestergaard har prøvet meget i sit lange liv. Som ung var han arbejdsmand i Odder, og han var med til at starte den første fagforening i den by. Siden blev han herregårdsbørste, dvs. karl, på Moesgaard, og nu er det 47 år siden, han kom dertil. Han gik over til fiskeriet og blev fisker på Moesgaard. Så flyttede han ind i Fiskerhuset, hvor han boede i 27 år. Og i det hus fik han og hans kone 11 børn. Da han lagde op, flyttede han ind i Teglhuset. Hans kone er for længst død, og han har vænnet sig til ensomheden.

– En gang imellem rejser jeg ud og besøger børnene rundt omkring, men jeg kommer altid hjem igen, for her har jeg det bedst, siger han.

(Artiklen fortsætter herefter med de tre andre huse).

Jørgen Vestergaard døde året efter den 29. december 1960 og er begravet på Mårslet Kirkegård. Sønnen Søren Vestergaard, der også var fisker, boede sammen med sin kone Frederikke i Fiskerhuset.

 

Besættelsen og befrielsen for 75 år siden

For 25 år siden udgav Lokalhistorisk Forening hæftet: Episoder i Mårslet sogn fra besættelsesårene 1940 – 45.

Dette hæfte bliver næsten mere og mere interessant som årene går, for vi bliver færre og færre, der selv kan huske tiden 1940-45.

Teksten i dette hæfte er blevet til på grundlag af en række samtaler med Mårslet-beboere, der oplevede besættelsesårene 1940-45 i sognet. Samtalerne er nedskrevet og opbevares på Egnsarkivet.

Selve hæftet er næsten udsolgt, men er digitaliseret og kan findes på Egnsarkivets hjemmeside.

I det følgende er et uddrag:

Testrupbeboere modtager engelske befrielsestropper ved Horsens Landevej 5. maj 1945.

Testrupbeboere modtager engelske befrielsestropper ved Horsens Landevej 5. maj 1945.

Indkvarteringen

I maj 1943 skulle der i sognet skaffes indkvarteringssteder til et hold tyske soldater, der kom fra kampene ved østfronten. De skulle i Mårslet have et hvil, inden de igen skulle sendes ud i kamphandlingerne.

Sognefoged Anders Rasmussen i Testrup blev adviseret om, at han sammen med en tysker skulle køre rundt i sognet for at skaffe tilstrækkeligt med indkvarteringssteder til soldaterne. Da sognefogeden ikke selv talte tysk, måtte han have en tolk med sig, og han henvendte sig naturligt til Elsa Madsen i Mårslet, som var tysk født og fem år tidligere sammen med sin mand havde bosat sig i Mårslet på Eskegårdsvej 2, hvor hun havde åbnet en damefrisørsalon.

Elsa Madsen svarede nej, hun ville ikke være tolk. Allerede den 9. april 1940 havde hun gjort op, hvor hun hørte til – som dansk gift og med en lille datter ønskede hun at være dansk. Det blev derfor hendes mand, Søren Madsen, der kom til at ledsage sognefogeden på turene rundt i sognet.

Til aftalt tid den 14. maj 1943 kørte en tysk personbil ind på gårdspladsen i Anders Rasmussens gård i Testrup. En tysk løjtnant og en tysk chauffør sad i bilen, hvor Anders Rasmussen og Søren Madsen tog plads, og turen kunne begynde.

De menige soldater skulle bo i større sale, mens befalingsmænd og officerer skulle huses hos private. Indkvarteringen blev ordnet. Det hele gik gnidningsløst, selv om hverken Anders Rasmussen eller Søren Madsen var meget for turene i bilen med tyskerne – begge frygtede bagefter for dårlig omtale i sognet. Men Anders Rasmussens job som sognefoged var jo borgerligt ombud, og hvis ikke Søren Madsen var taget med ham som tolk, ja, så skulle en anden have gjort det.

Tyskerne ønskede også soldaterindkvartering på Testrup Højskole, der i maj 1943 var fyldt med sygeplejeelever. Det fik Anders Rasmussen med meget besvær forhindret, og det lykkedes ham også – efter kraftig opfordring fra Maren Grosen, højskolens myndige forstanderinde – at undgå en privat indkvartering af tyskere på gårdene i Testrup. Det var således af hensyn til de mange unge piger på højskolens sygeplejeforskole, at Testrup ikke fik del i den tyske indkvartering i sognet. Senere kom der dog flygtninge på højskolen.

I Mårslet blev skolens gymnastiksal og hotellet beslaglagt. I Hørret beslaglagdes byens forsamlingshus og i Langballe skolens gymnastiksal. Både i Mårslet, Hørret og Langballe måtte beboerne finde sig i, at de skulle have en eller to tyskere boende. Da den tyske bil standsede ved gården Ovesdal i Mårslet, gav tyskeren udtryk for, at han ville have hele stuehuset, men det fik Anders Rasmussen forpurret, og på gården nøjedes man med i stedet at få et par befalingsmænd indkvarteret i et værelse på førstesalen.

Tyskerne i Hørret

De menige soldater var indkvarteret i Forsamlingshuset, mens befalingsmænd og officerer boede på gårdene. Tyskerne samledes til spisning i Forsamlingshuset, hvortil maden bragtes på en vogn – antagelig fra det feltkøkken, der var opstillet i Langballe. Det, der blev tilovers efter spisningen, blev stillet udenfor på trappen, og bønderne måtte tage det til foder til grisene.

Hos Michael Veng var der indkvarteret to befalingsmænd – Grinner og Rudolph hed de. De boede i gæsteværelset, spiste sammen med familien og blev behandlet som var de gårdens gæster. Olga Weng turde sige alt til dem – også selv om hun ikke talte tysk. Michael Vengs bilgarage blev af tyskerne brugt til gaskammerøvelse. Soldaterne blev lukket ind i garagen med en gasmaske i hånden, hvorpå der blev kastet en gasgranat derind. Lang tid efter at tyskerne igen havde forladt Hørret, blev gaslugten hængende i garagen.

Landsbylivet gik videre, mens der var tyske indkvarteringer i Hørret. Befolkningen følte sig egentlig ikke generet i deres daglige virke af tyskernes tilstedeværelse. De tyske vagtposter kendte lokalbefolkningen, der kunne færdes overalt. Det er det almindelige indtryk, at de tyske soldater nød opholdet, mens de var indkvarteret i Hørret, Langballe og Mårslet.

Befrielsen

Da fredsbudskabet kom om aftenen den 4. maj 1945, var Unge Landmænd og Husmandsforeningen samlet til møde på hotellet i Mårslet. Anker Kristiansen havde i radioen hørt om kapitulationen, og da han meddelte det i salen, sprang en sønderjyde, der var med til mødet op, omfavnede Marie Kristiansen og gav hende et kys. Der blev ikke mere møde den aften.

Hos købmand Siig på Obstrupvej blev der festet. Lærer Moesgaard var med, og deres sang kunne høres ud på gaden. Hos købmanden var der gemt rigtig kaffe – men det var ikke kun kaffe, der blev drukket den aften.

Nogle unge mænd fandt skolens flagstang frem og fik den rejst. Den havde været taget ned for ikke at risikere at se det tyske flag hejst i Mårslet.

Flygtningene

Små tre uger efter de 140 flygtninges ankomst til Testrup var krigen forbi. Tidlig om morgenen blev der sendt bud til Mårslet efter skolens flagstang, der havde været gemt væk hos tømrer Jelsbak. En stor mandsstyrke indfandt sig på højskolen og hjalp med at få flagstangen rejst. Mens Dannebrog gik til tops, ringede kirkeklokken i Mårslet freden ind, og de tyske flygtninge stod med blottede hoveder og så til.

Først den 13. februar 1946 forlod flygtningene Testrup Højskole. 10 måneder havde beslaglæggelsen af skolen varet. Fra de 1100 mindre lejre spredt over landet, samlede man nu flygtningene i større lejre – blandt andet i baraklejren i Oksbøl. Testrup-flygtningene blev i første omgang samlet i en baraklejr, der under besættelsen var opført af tyskerne på Marselis Boulevard i Aarhus. Det vides ikke, hvor de derfra kom hen, men sendes hjem kunne de ikke, for der var intet at sende dem hjem til.

En kvart million mennesker havde flygtningestrømmen udgjort, og der skulle gå næsten 4 år efter krigsafslutningen, inden de sidste flygtninge havde forladt Danmark. Den dag, flygtningene forlod Testrup, var der en af dem, der sagde: Danmark har gjort mod os, hvad Tyskland ikke ville have gjort mod fremmede, der kom som os. Og en anden sagde: Vi kom som fjender. I var gode mod os. Vi har meget at lære af Danmark.