En rumrejse kan vi ikke tilbyde, men en tidsrejse, der aldrig ender. Måske har du et nytårsforsæt om en ny fritidsinteresse, måske har du fået mere tid, måske vil du gerne lære Mårslet og mårsletterne at kende.
Mårslet Egnsarkiv startede engang sidst i 1960’erne og har siden udviklet sig til et meget spændende lokalarkiv. Vi har samarbejde med skoleklasser, foreninger, forretninger og vores Lokalhistoriske Forening afholder spændende arrangementer.
Vi har også en del henvendelser vedr. slægtsforskning, vi hjælper alle, hvis vi kan.
Den første og tredje tirsdagaften i måneden mødes 6 medarbejdere og arbejder med hvert sit ansvarsområde. Her er egnsarkivet åbent for alle. Men… vi er nogle, der også gerne vil arbejde et par timer om dagen hver uge, – dag og tidspunkt aftaler vi. Her er der plads til nye medarbejdere.
Det må lige være noget for dig!
Vi kan tilbyde at arbejde med
- Interessante billeder fra fortid/nutid/fremtid
- Utrolige, spændende historier, fortalt af mårslettere
- Udarbejdelse af billedserier, artikler, formidling, mv
- Fotografering, ”Det digitale skab”, malerier,matrikelkort, bøger, aviser, mv.
- Ajourføring af opslagstavler og udstillinger mv.
- Sortering, journalisering, registrering mv.
Vi har ekspertise til at sætte dig ind i arbejdsopgaverne, og der findes spændende kurser, som vi betaler.
Og ikke mindst, vi har det virkelig godt sammen og arkivarbejdet er meget spændende.