På selve juleaftensdag, torsdag den 24. december 1959, bragte avisen Demokraten på side 3 en artikel af C. F. Garde: ”Fire små huse, hvor lyset aldrig går ud”. De fire små huse er arbejder-boliger under herregården Moesgaard. Fra 1838 og frem til 1960 var Moesgård med tilhørende skove, marker og huse ejet af familien Dahl. Herefter overgik ejerskabet til Aarhus Amt og en række nærliggende kommuner. Beboerne vidste ikke om de var købt eller solgt på dette tidspunkt.
Her følger et uddrag af artiklen fra julen 1959. Det første uddrag om Teglhuset blev bragt i Mårslet Bladet, december 2021.
Dejligt vejr altid
Når man kører ind i skoven fra stranden, ligger der et hvidt hus ved det første sving, man kommer til. Det er ”Bødkerhuset”. Det er vel knap så idyllisk som de andre huse, men det er ganske kønt. Det beboes af landbrugsmedhjælper Svend Jørgensen, hans kone Birthe og deres fire børn, Jørgen, Mogens, Palle og Bente på henholdsvis 9, 6, 4 og 1 år. Jørgensen er ansat på Moesgård, og det har han været i syv år til sommer. Hverken han eller hans familie er glade ved udsigten til forandringen.
— Der er mange mennesker, som ikke kan forstå, at vi synes om at bo herude i skoven. De siger, at det sikkert er dejligt om sommeren, men om vinteren må det da ikke være rart, mener de. Men det er nu, som man tager det. Vi synes, det er dejligt vejr altid. Der er altid noget smukt at se på. Vi har måske ikke de samme bekvemmeligheder som byboerne, men vi har så meget andet, som de ikke har. Efteråret er som regel trist inde i byen, men herude er det den smukkeste årstid.
— Hvad vil De gøre, hvis De bliver sagt op?
— Foreløbig håber vi, at vi ikke bliver det. Men skulle det ske, må vi se at finde en røgterplads et sted. Men det bliver ikke nemt at finde noget, der er så rart som dette her.
Et juleønske
Og så er der endelig ”Samshuset”, som nok er det smukkeste af de fire huse under Moesgård. Det ligger helt i den modsatte ende af godset, lige i skovbrynet, der vender over mod Fulden. Der har engang boet en samsing, deraf navnet. Nu beboes hus-et af landarbejder Jørgen Munk og hans kone Dagny, der begge arbejder på Moesgård.
Huset er ganske lille. Der er en stue, et soveværelse og et køkken, og så en lille svinesti med indgang fra gavlen. Haven er smukt passet, og huset får hvert år, hvad det skal have af tjære og kalk.
— Det så frygteligt ud, da vi kom hertil for 18 år siden, men efterhånden fik vi da skik på det, siger Jørgen Munk.
— Flytte? Nej, det håber vi sandelig ikke. Vi vil da være meget kede af at skulle herfra. De skal vel også bruge folk på gården, når kommunen har overtaget den. Jeg tager det meget roligt, men min kone er lidt nervøs for, hvordan det skal gå, og selvfølgelig var det rart at få at vide, hvad der skal ske, så vi slap for at gå i uvished.
Dagny Munk er bedstemor, men det kan bestemt ikke ses på hende. Hun er ung og slank og svarer for øvrigt dårligt til forestillingerne om en kone, der lever af at arbejde med spandevaskning og rengøring på et gods. Hun holder sit hjem så fint, så fint, og man kan se på det, at hun har sans for netop dette: at leve livet under primitive forhold uden at lade sig gå på af de vanskeligheder, som naturligvis er der.
— Jeg tænker så lidt som muligt på, at vi måske kan blive hældt ud, siger hun, men hvor ville jeg ønske, at vi snart havde vished for, at vi må blive boende. Det er ikke til at holde ud at gå her og vente. I år holder vi julen her, som vi plejer. Og jeg håber, at det bliver lige sådan til næste år.
