Børn og unge bader fra badebro og badevogn på Moesgaard Strand. Den unge pige på badebroen er muligvis Agnete Dahl. Fra familien Dahls fotoalbum, der i 2010 befandt sig på Østergaard ved Malling. Ca. 1905 set fra nord.
Mårslet Sogns grænse går helt til Moesgård Strand og derfor dækker Mårslet Egnsarkiv også dette område. Skal du også til Moesgård Strand i sommerferien så send gerne et stemningsbillede fra 2024, som vi kan bevare i Egnsarkivet.
Fra en lokal postkortsamler har vi modtaget digitale kopier af en større samling af motiver fra Mårslet Sogn.
Her er et udvalg fra Vilhelmsborg. Der er ingen tekst bagpå, så de har ikke været sendt som postkort.
Mon nogen kan genkende en person eller flere og evt. datere de fine fotos?
Hvor er dette billede taget?
På selve juleaftensdag, torsdag den 24. december 1959, bragte avisen Demokraten på side 3 en artikel af C. F. Garde: ”Fire små huse, hvor lyset aldrig går ud”. De fire små huse er arbejder-boliger under herregården Moesgaard. Fra 1838 og frem til 1960 var Moesgård med tilhørende skove, marker og huse ejet af familien Dahl. Herefter overgik ejerskabet til Aarhus Amt og en række nærliggende kommuner. Beboerne vidste ikke om de var købt eller solgt på dette tidspunkt.
Her følger et uddrag af artiklen fra julen 1959. Det første uddrag om Teglhuset blev bragt i Mårslet Bladet, december 2021.
Dejligt vejr altid
Når man kører ind i skoven fra stranden, ligger der et hvidt hus ved det første sving, man kommer til. Det er ”Bødkerhuset”. Det er vel knap så idyllisk som de andre huse, men det er ganske kønt. Det beboes af landbrugsmedhjælper Svend Jørgensen, hans kone Birthe og deres fire børn, Jørgen, Mogens, Palle og Bente på henholdsvis 9, 6, 4 og 1 år. Jørgensen er ansat på Moesgård, og det har han været i syv år til sommer. Hverken han eller hans familie er glade ved udsigten til forandringen.
— Der er mange mennesker, som ikke kan forstå, at vi synes om at bo herude i skoven. De siger, at det sikkert er dejligt om sommeren, men om vinteren må det da ikke være rart, mener de. Men det er nu, som man tager det. Vi synes, det er dejligt vejr altid. Der er altid noget smukt at se på. Vi har måske ikke de samme bekvemmeligheder som byboerne, men vi har så meget andet, som de ikke har. Efteråret er som regel trist inde i byen, men herude er det den smukkeste årstid.
— Hvad vil De gøre, hvis De bliver sagt op?
— Foreløbig håber vi, at vi ikke bliver det. Men skulle det ske, må vi se at finde en røgterplads et sted. Men det bliver ikke nemt at finde noget, der er så rart som dette her.
Et juleønske
Og så er der endelig ”Samshuset”, som nok er det smukkeste af de fire huse under Moesgård. Det ligger helt i den modsatte ende af godset, lige i skovbrynet, der vender over mod Fulden. Der har engang boet en samsing, deraf navnet. Nu beboes hus-et af landarbejder Jørgen Munk og hans kone Dagny, der begge arbejder på Moesgård.
Huset er ganske lille. Der er en stue, et soveværelse og et køkken, og så en lille svinesti med indgang fra gavlen. Haven er smukt passet, og huset får hvert år, hvad det skal have af tjære og kalk.
— Det så frygteligt ud, da vi kom hertil for 18 år siden, men efterhånden fik vi da skik på det, siger Jørgen Munk.
— Flytte? Nej, det håber vi sandelig ikke. Vi vil da være meget kede af at skulle herfra. De skal vel også bruge folk på gården, når kommunen har overtaget den. Jeg tager det meget roligt, men min kone er lidt nervøs for, hvordan det skal gå, og selvfølgelig var det rart at få at vide, hvad der skal ske, så vi slap for at gå i uvished.
Dagny Munk er bedstemor, men det kan bestemt ikke ses på hende. Hun er ung og slank og svarer for øvrigt dårligt til forestillingerne om en kone, der lever af at arbejde med spandevaskning og rengøring på et gods. Hun holder sit hjem så fint, så fint, og man kan se på det, at hun har sans for netop dette: at leve livet under primitive forhold uden at lade sig gå på af de vanskeligheder, som naturligvis er der.
— Jeg tænker så lidt som muligt på, at vi måske kan blive hældt ud, siger hun, men hvor ville jeg ønske, at vi snart havde vished for, at vi må blive boende. Det er ikke til at holde ud at gå her og vente. I år holder vi julen her, som vi plejer. Og jeg håber, at det bliver lige sådan til næste år.
Valborg Vraa hedder den karakteristiske villa ved kirken. Bemærk udsigten til jernbanen. Foto: Carsten Langkilde 1975.
Villaen Valborg Vraa, nuværende adresse Ved Kirken 2.
Huset er opført i 1902 af Valdemar Bille, sognepræst ved kirken 1892-1906. Pastorens svigerinder, præstekonen Frederikkes to ugifte søstre flyttede ind i huset og ernærede sig ved at udleje værelser og lejligheder. Huset blev navngivet ’Valborg Vraa’ – vist efter den af søstrene, der hed Valborg.
Dyrlæge Hjørnholm boede også til leje her i huset i 1920’erne, og i 1924 købte han huset. I 1929 tilkøbte han en del af ’cirkuspladsen’ nedenfor huset, så grunden kom til at strække sig helt til Hørretvej.
Efter Hjørnholms død i 1972 var huset en kort overgang solgt, inden det i 1972 blev købt af Elsebet og Anders Errboe, der fortsat ejer huset.
Testrupvej 101, Testrup Østergaard
Tingskovvej 76, nu Giber Ringvej
I Mårslet Egnsarkiv har vi fået henvendelse fra en mand fra Horsens, der samler informationer om alle de tegninger som Jens J. Andersen har produceret mellem 1932-1970 —og det er flere tusinde!
Omkring 1900 fik mange gårdejere deres gård foreviget af omvandrende kunstnere. I 1950-erne var det blevet mere almindeligt, at en tilsvarende tegner tilbød sin kunnen til folk, som gerne ville have et billede af gården hængende på væggen. ”Husmandskunst”, kaldte nogle det, for det var billigt, men så lignede det faktisk også! Jens Johan Andersen tegnede og solgte mange billeder på landet i hele Midt– og Østjylland. På Mårslet Egnsarkiv har vi kendskab til to fra Testrupegnen.
Jens J. Andersen var født 1902 i Haurum Sogn ved Frijsenborg, blev uddannet lærer, blev gift og skilt og opgav
lærergerningen pga. dårlige nerver, forlod hjemmet på sin cykel, levede fra hånden i munden ved at tegne gårde og huse, hvor han kom frem, boede ofte på gårdene og hjalp lidt til med høstarbejde og roehakning. Død 1970 i Brædstrup og begravet i Tamdrup.
Mon ikke der findes flere tegninger fra Mårslet Sogn?
Det første matrikelkort for Mårslet By, Original 1 kort gældende 1816-1856. Kilde: Historiske kort på nettet, Geodatastyrelsen. På kortet står der Over Frøekiers Agre, Frøekier og Neder Frøekier Mark.
Første gang navnet “Frøkær” findes nævnt, er i Markbogen fra 1683, der indeholder marknavnene i Mårslet sogn.
Markbogen er en forløber for den senere matrikelinddeling med numre i stedet for navne. Blandt de mange hundrede marknavne læses stednavnene “Frø Kier” og Østre Frø Kier”, og navnene er blandt de ganske få, der i dag kan genkendes i den gamle markbog.
Frøkærgården lå på den jord, hvor nu Frøkærparken er.
Frøkærgården rives ned i 1840 og jorden kommer ind under Tranbjerggården indtil det bliver nyt parcelhuskvarter.
Fortid. Obstrupvej 33 nedbrændte nytårsnat 1996/97 efter en vildfaren raket satte ild til stråtaget. Luftfoto 1950, Det Kongelige Bibliotek.
Førnutid. Obstrupvej 29, foto: Jørgen Kraglund, 2021
Nutid/fremtid. Frøkæret, foto: Rie Carlsen, 2022
Her følger en række interessante udklip fra Aarhus Amtstidende fra 1941 og 1944. Udklippene er blevet sendt til Mårslet Egnsarkiv fra en borger i en naboby, der har haft dem liggende og nu synes at udklippene skulle overdrages til arkivet, da de drejer sig om Mårslet og omegn.
Aarhus Amtstidende den 3. maj 1944. Sigvard Mathiesen søger efter en husbestyrerinde – og hun må gerne have et barn med.
I de følgende har vi fundet billedet af gravmindet over den person, som udklippet handler om. Hvis du søger videre på arkiv.dk vil du i mange tilfælde både finde udklip, fotos og andre arkivalier om personen.
På gravstenen kan vi se at Sigvards hustru netop er død den 14. april 1944.
Sigvard Mathiesen var arbejdsmand og i en periode medlem af Mårslet Sogneråd. Han var bosat i et hus på Langballebakken. Huset blev nedrevet i forbindelse med Oddervejs udvidelse.
Dette udklip er også fra Aarhus Amtstidende den 3. maj 1944.
På gravstenen kan vi også se at han er død 1944, men her får vi dog ikke datoen.
På gravstedet er der tillige en mindre mindesten
Lærer i Hørret Skole 1899-1937. Først i den gamle skole Hørret Byvej 27 (nedbrændt) og fra 1903 i den nye skole Hørret Byvej 15.
Har været medlem af sognerådet.
På dette gravminde ses de tre søskende, der er nævnt i omtalen i anledning af femoghalvfjerdsårsdagen for Jens Holm.
Udklippet er fra Aarhus Amtstidende tirsdag den 10. december 1941. Det ser ud til, at det er en dag for sent, da der på gravstenen står, at han er født 9. december.
Et foto af Jens Holm og søster Maren Holm fra 1948, hvor de er til fødselsdagsfest hos en nabo.
Vi søger slægtens spor i stort og småt,
i flinteøksen efter harvens tænder,
i mosefundets smykke, plumpt og råt,
i kirkens kvadre, lagt af brede hænder.
Hvert skimlet skrift, hver skjoldet alterbog
har gemt et gran af slægtens ve og våde;
nu skal de røbe mig, hvad vej jeg drog,
og løfte mig en flig af livets gåde. (Jeppe Aakjær)
Dette fotografi har Mårslet Egnsarkiv netop fået som en digital kopi gennem en postkortsamler. På skiltet står N. Laursens Kolonialhandel. Købmand Niels Laursen drev købmandsbutik i perioden 1903 – 1919 på hjørnet af Obstrupvej/Tandervej lige midt i Mårslet. Niels Laursen var både købmand og musiker og så var han gift med Else Marie Laursen. Flere købmænd fulgte efter, men bedst huskes Vilhelm Siig som var købmand samme sted fra 1928 til 1977
På selve juleaftensdag, torsdag den 24. december 1959, bragte avisen Demokraten på side 3 en artikel af C. F. Garde: ”Fire små huse, hvor lyset aldrig går ud”.
De fire små huse er arbejderboliger under herregården Moesgaard. Fra 1838 og frem til 1960 var Moesgård med tilhørende skove, marker og huse ejet af familien Dahl. Herefter overgik ejerskabet til Aarhus Amt og en række nærliggende kommuner, som indrettede den gamle herregård til museum for arkæologi og etnografi.
I 2014 åbnede Moesgård Museum en ny udstillingsbygning i international klasse. Herregårdens bygninger anvendes i dag til kontor- og undervisningslokaler for antropologi og arkæologi ved Aarhus Universitet. Flere af de oprindelige arbejderboliger er beboet af personer med tilknytning til Moesgaard Museum.
Her følger et uddrag af artiklen fra julen 1959:
Fire små huse, hvor lyset aldrig går ud
Det hedder ”Teglhuset”, selv om det er stråtækt, for der lå engang et teglværk nede ved stranden. Der er to lejligheder i huset, men det er kun den ene, der er beboet. Og den, der bor i den, fylder 90 i dag. Han er en af dem, der er så uheldige at have fødselsdag juleaften, og alle de år, han har levet, er han blevet snydt for gaver, for han skulle jo have dem alligevel. Han heder Jørgen Sørensen Vestergaard.
Dette her er ikke nogen fødselsdagshistorie, og den handler lige så meget om andre ting som om ham. Den handler om de mennesker, der bor i fire små huse, som alle hører under Moesgaard. Det er huse, hvor livet leves, som om det var 1860, vi skulle til at gå ind i, og ikke 1960. Herude larmer århundredet ikke. – Skoven er uforstyrret – i hvert fald på denne tid af året. Lyset går ikke ud i de små huse, selv om Midtkraft kortslutter, for det kommer fra petroleumslamper og stearinlys.
Foruden Teglhuset er der Fiskerhuset, Bødkerhuset og Samshuset. Livet går sin gang i husene, men der er trods alt sket en forandring. Moesgaard er jo solgt til Aarhus Kommune. Det vil sige ingen ved rigtigt, om handelen er i orden. Der tales om indlemmelse, men bliver det til noget? Og hvad skal der så ske med os? spørger menneskene i de små huse. Der er kommet uro i skoven.
De gamle travere
Den, der tager det roligst, er netop den 90-årige. Han lader sig ikke sådan hyle ud af den, som man siger. Han er nærmest lige glad.
– Jeg bor til leje her, og hvis jeg skal smides ud, så må man jo skaffe mig noget andet at bo i, siger han.
Jørgen Vestergaard ser for øvrigt ikke ud til at være 90. Han er stærk og adræt, måske ikke som en 20-årig, men han bærer sin alder bedre end de fleste. Han overkommer ting, som mange, der er yngre end han, ikke kunne klare. I sommer har han bygget tre pramme, og siden kulden satte ind, har han flettet kurve af pilekviste. Det gør han hver vinter, og når han er færdig med dem, forærer han dem væk.
– Jeg er lige glad med pengene, siger han, men jeg vil selvfølgelig gerne have en daler.
– Man siger, De synger viser.
– Det gør jeg også. Hele dagen. Hvis jeg ikke synger, går det hele i stå. Det er mest de gamle travere, jeg har på programmet. Dem kan jeg huske udenad. Denne her: ”Gine, du dejlige mø” og ”Lad hønen gå”. Og så er der ”Grisen faldt og brak sit lår”. Den er nem at huske, for det er hele teksten. Man bliver bare ved at synge det samme.
Højere takst
– Hvad siger De til indlemmelsesplanen?
– Den er da god nok. Hvis Moesgaard og mig bliver indlemmet i Aarhus, så får jeg jo folkepension efter en højere takst, så det kan jeg da ikke have noget imod.
– Og hvis De nu ikke får lov til at blive boende?
– Så må man skaffe mig noget andet. Men jeg vil nu ikke på alderdomshjem, så længe jeg kan klare mig selv. Så finder jeg hellere en gammel hytte et eller andet sted, hvor jeg kan gå og gøre, hvad der passer mig.
Jørgen Vestergaard har prøvet meget i sit lange liv. Som ung var han arbejdsmand i Odder, og han var med til at starte den første fagforening i den by. Siden blev han herregårdsbørste, dvs. karl, på Moesgaard, og nu er det 47 år siden, han kom dertil. Han gik over til fiskeriet og blev fisker på Moesgaard. Så flyttede han ind i Fiskerhuset, hvor han boede i 27 år. Og i det hus fik han og hans kone 11 børn. Da han lagde op, flyttede han ind i Teglhuset. Hans kone er for længst død, og han har vænnet sig til ensomheden.
– En gang imellem rejser jeg ud og besøger børnene rundt omkring, men jeg kommer altid hjem igen, for her har jeg det bedst, siger han.
(Artiklen fortsætter herefter med de tre andre huse).
Jørgen Vestergaard døde året efter den 29. december 1960 og er begravet på Mårslet Kirkegård. Sønnen Søren Vestergaard, der også var fisker, boede sammen med sin kone Frederikke i Fiskerhuset.
Læs den spændende artikel om Gartneriet i Hørretløkken her
