En ny funktion i arkiv.dk version 2.0
Alle kan bruge arkiv.dk, men hvis du opretter dig som bruger på siden, får du nogle flere muligheder. Brugerzonen kaldes Mit arkiv.dk. Første gang du bruger Mit arkiv.dk skal du identificere dig med NemID. Efter oprettelsen indtaster du din e-mail og en adgangskode, som du skal logge ind med fremover.
Gem dine favoritter
Har du fundet et billede eller andet materiale i arkiv.dk, kan du gemme det i dit eget “album”. Klik på registreringen og klik på hjertesymbolet – så er det gemt som din favorit.
Du kan f.eks. bruge favoritterne til at danne dit eget fotoalbum med billeder fra et hvilket som helst af de mere end 580 arkiver, der bidrager til arkiv.dk.
Kommentér materialet på arkiv.dk
Finder du et billede eller andet materiale, som du kan tilføje oplysninger om, kan du skrive en kommentar i feltet under registreringen. Kommentaren kan f.eks. være en rettelse eller supplement til arkivets oplysninger.
Arkivet, der ejer materialet, får besked når du kommenterer, og kan også selv kommentere registreringen.
Bemærk, at det ikke er alle arkiver, som har åbnet for, at du kan kommentere deres registreringer. Mårslet Egnsarkiv modtager gerne kommentarer.
Du kan redigere og slette dine egne kommentarer. Andre brugere af Mit arkiv.dk kan se din kommentar og evt. reagere på den. Hvis du ikke ønsker, at andre brugere ser din kommentar, kan du i stedet sende en mail direkte til arkivet med dine oplysninger. Tryk på Kontakt arkivet, så får arkivet en mail med registreringens nummer i emnefeltet.