Ekstraordinært: Åbent arkiv

Nu har vi haft et Egnsarkiv i Mårslet i  50 år, men mange mårslettere har endnu ikke opdaget, hvor byens guld gemmes!

Den lokalhistoriske samling ligger i Mårslet Skoles sikringskælder. Her er såmænd offentlig adgang i åbningstiden en gang om ugen, dog skal 11 trin først betrædes ned af trappen.

Når du besøger Mårslet Egnsarkiv må du se og røre ved alle originale dokumenter på nær nogle få arkivalier der er klausuleret i en årrække.

I anledning af Arkivernes Dag i november har vi valgt at holde ekstraordinært åbent lørdag den 15. november kl. 11-14.

Fortiden har flere spor i nutiden end du måske regner med—også i Mårslet.

Mårslet Egnsarkiv dækker hele sognet, dvs. også vores herregårdshistorie med Vilhelmsborg og Moesgaard helt ud til Fiskerhuset. Testrup Højskole er en af vores store historieskabere. Oddergrisen og jernbanens historie er også en del af samlingen.

Mange besøger arkivet for at få styr på ejendomshistorien og her har vi godt styr på matrikler, ejerlav og gamle kort.

Så er der personalhistorien. Rigtig mange borgere har gennem årene afleveret personlige papirer og portrætter og vi har lavet indsamlinger fra aviser og bøger, hvor mårsletterne har gjort sig bemærket.

 

Kom og få en snak med de frivillige, en rundvisning i egnsarkivets lokaler, se i samlingerne.

Vi byder på en forfriskning!

Hjælp!

Vi  kan ikke svare på alt den dag, så Hjælp os og vær en del af egnsarkivet!

Du behøver ikke komme hver uge, men der er plads til både dig og en ven

Opgaver til dig:

Hvad blev der af Kirsten? Da fiskeren Rasmus Pedersen druknede og hun stod tilbage med fiskeriet ved Moesgaard og 8 børn?

Hvorfor ejer Tiset Kirke et stykke jord i Mårslet sogn?

Er du den nye guide til historiske rundvisninger? For voksne  og for børn.

Har du skrevet dine erindringer fra Mårslet  eller har du lyst til at interviewe ældre mårslettere?

Hvad ligger hjemme nederst i i din skuffe, som kan fortælle et stykke Mårslet-historie? Tag det med og vis det stolt frem!

Er det dig, der skal skrive den næste lokalhistoriske artikel? Der er altid et jubilæum at fejre i Mårslet—vær på forkant når skolen, Brugsen eller grundejerforeningen kommer og spørger om hjælp

Vær med til at indsamle nutidens historie

Er du på de pinlige billeder fra ungdomsskolen? Kom og bladr i fotoalbummene og sæt navne på kammeraterne ( de kommer ikke på nettet, før du er død).

Tag dine skolekammerater og din gamle far med på tur eller vis dine børn det gamle Mårslet.

Har nogle af ovenstående projekter fanget din opmærksomhed?

Velkommen i Mårslet Egnsarkiv

Vi glæder os til at få besøg af dig.

 

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.